Nordea Bank Danmark A/S har anmeldt overtagelse af Fionia Bank A/S

Offentliggørelse - 16. september 2009

Konkurrencestyrelsen har modtaget anmeldelse af, at Nordea Bank Danmark A/S har indgået aftale med Finansiel Stabilitet A/S om overtagelse af Fionia Bank A/S bortset fra særligt risikobehæftede erhvervsengagementer.

Overtagelsen udgør en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.

Fionia Bank er en regional bank, der fra hovedsædet i Odense driver bankvirksomhed primært på detailbankmarkedet. Banken har desuden en afdeling for kapitalforvaltning. Fionia Bank har 600 medarbejdere fordelt på en række filialer på Fyn, i Trekantsområdet og i København.

Nordea Bank Danmark A/S indgår i Nordea-koncernen og driver landsdækkende bankvirksomhed i Danmark.

Konkurrencestyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. september 2009 kl. 14.00. 

Bemærkninger sendes til 

Konkurrencestyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V

Send mail

Mrk. Fusion – Nordea / Fionia Bank 

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos kontorchef Martin Windelin på tlf. 7226 8082.