Offentliggørelse af fusion: JN Datas samarbejde med Nordisk Finans IT

Offentliggørelse - 25. januar 2010

Konkurrencestyrelsen har modtaget anmeldelse af en fusion i det af Nykredit Realkredit A/S (”Nykredit”) og Jyske Bank A/S (”Jyske Bank”) fællesejede selskab JN Data A/S (”JN”).


Jyske Bank driver bankvirksomhed og dertil knyttet accessorisk virksomhed i Danmark og udlandet.
 
Nykredit er en del af en finanskoncern med drift af bank og realkredit som de to bærende elementer. Derudover har Nykredit aktiviteter inden for forsikring, pension og ejendomsmæglervirksomhed.

JN blev i 2002 oprettet som et samarbejde (et ikke selvstændigt fungerende joint venture) mellem Jyske Bank og Nykredit. De deltagende parter overførte deres it-drift til JN, der dermed samlede parternes aktiviteter inden for central og decentral teknisk drift i den fælles enhed. JN fungerer herudover som samarbejdsparter for moderselskabernes både i valget af it-strategi og daglige it-løsninger samt ved indførelsen heraf.

JN agter at indgå i et samarbejde med Nordisk Finans IT P/S (”NFIT”), der er et partnerskab mellem Bankernes EDB Central (”BEC”) og Skandinavisk Data Center A/S (”SDC”). Samarbejdet betyder, at JN skal varetage alle opgaver relateret til it-drifts- og teknisk infrastruktur for BEC og SDC. Dette vil indebære en væsentlig forøgelse af JN’s aktiviteter i forhold til tredjemand.

I forbindelse med etableringen af samarbejdet vil samtlige aktiviteter, der relaterer sig til drift af it-systemerne for både BEC og SDC blive overdraget til JN i henholdsvis 2010 og 2012, ligesom et antal medarbejdere samt materielle og immaterielle aktiver også overdrages.

Samtidig med overdragelsen af disse aktiviteter overgår JN til at være et selvstændigt fungerende joint venture. Der er hermed tale om fusion, der er omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Dette betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.

Konkurrencestyrelsen opfordrer alle interesserede parter til at komme med bemærkninger til den planlagte fusion senest den 8. februar 2010.

Bemærkninger sendes til:
Fuldmægtig Jesper Fredborg Larsen
Konkurrencestyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V

Eller pr. e-mail jfl@remove-this.ks.dk

Mrk. Fusion – JN Data / Nordisk Finans IT

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Lena Dam på tlf. 72 26 80 59.